Gå til hovedindhold
Stafetten

Jens Salting

Din Dommerkollega: (Navn, alder, hjemby og civil status)

Jens Salting er 72 år og gift med Birthe. Vi har to døtre, der tilsammen har givet os 10 børnebørn og 5 oldebørn.

Jeg er født i Ballum som landmandssøn. I Ballum startede jeg også min fodboldtilværelse, og nåede at spille serie 4 fodbold.

Jeg er uddannet i banksektoren og arbejdede der i 32 år. De sidste 10 år på arbejdsmarkedet var jeg medhjælpende købmand i min hustrus forretning i Døstrup. Her har vi boet siden vi blev gift. Gik på efterløn som 60 årig, da butikken lukkede.

Hvor længe har du dømt fodbold og hvorfor blev du fodbolddommer?

Jeg blev fodbolddommer, fordi fodboldklubberne på et tispunkt sidst i 60-erne  ikke kunne forvente at få stillet dommer til deres kampe, hvis ikke de havde en aktiv dommer

Min første kamp som dommer var et lokalopgør i laveste seniorrække. Dengang var der ingen onkler eller vejledere. Da var jeg 19 år, og jeg husker at der blev dømt 4 straffespark. Senere har jeg jo forstået, at angriberne laver frispark inden for straffesparkfeltet, og forsvarende hold uden for feltet!!

Hvad motiverer dig til at dømme fodbold?

Motivationen til at dømme er der stadig, men nu kun til 7-8 mandskampe. Om ikke det giver så megen motion, så får jeg da frisk luft og der er næsten ikke en klub i Sønderjylland jeg ikke har dømt i. Jeg toppede min karriere som serie 4 dommer.

Hvad laver du når du ikke dømmer?

Min fritid bruger jeg bl.a. som opråber til bankospil i Skærbæk, lange cykelture og så har jeg en køkkenhave der tager nogen tid.

Et klap på skulderen er altid rart at få – du har nu muligheden – hvem synes du i dommerklubben skal have et anerkendende klap på skulderen og hvorfor?

Hvis jeg skal give et skulderklap til en kollega, vil jeg gerne give den til Jørgen Skov. Som aktiv spiller havde vi en ret afgørende kamp for oprykning i Toftlund. Jørgen følte sig åbenbart truet af hjemmeholdets spillere, så han afbrød kampen og vi fik sejren og oprykning.

Skriv en kommentar