Sønderjydsk Fodbolddommerklub

Kære reader

vi har fået et lidt længere nytårshilsen fra vores nye DFU-formand, Jens Rohde. Den kommer her:


Kære dommerklubformand, kære dommer
Vi nærmer og et nyt år, og bestyrelsen vil gerne benytte lejligheden til at sige dig tak for din indsats for dommergerningen i det forgangne år. Vi håber, at du også i 2024 vil finde masser af faglig udfordring og fornøjelse ved de mange aspekter i dommerarbejdet.
Bestyrelsen har anlagt et højt aktivitetsniveau siden vores delegeretmøde. Dels har der været afholdt en række møder med såvel samarbejdspartnere i fodboldens verden, og jeg har som formand haft meget positive møder med potentielle dommersponsorer på en række forskellige plan.
Ligeledes har der været drøftelser med såvel folketingspolitikere som
regeringsrepræsentanter om, hvordan vi som samfund løser den generelle dommerudfordring, nemlig at vi er for få. Ikke bare i fodbolden men generelt.
Disse dialoger fortsætter, og der er flere spor, vi arbejder i. Foreløbig får du blot en
overordnet orientering, da det vil føre for vidt at folde ud her.
Vores planlagte første møde med DBU den 21. december måtte desværre aflyses
fra vores side grundet sygdom. Der vil snarest muligt blive fundet en ny dato i det
nye år.
Til gengæld har vi haft møde med DBU’s kvindedommergruppe, hvor vi er blevet
præsenteret for både udfordringer og konkrete løsningsforslag på en række
områder i forhold til rekruttering og fastholdelse af kvinder i vores fag. Det er et
arbejde, I kommer til at høre meget mere om, og som vi kommer til at prioritere
højt i det kommende år.
Man siger ofte, at det er vigtigt ikke at gøre forskel. Det siger kvinderne også
beskedent til mig på vores møder.
Jeg vil dog gerne gøre det klart, at jeg finder det vigtigt, at vi tør at gøre forskel. For
det er ved at turde angribe udfordringerne forskelligt og ikke efter millimeter-
retfærdighed, at vi bliver i stand til at finde de bedste løsninger. Kvinderne, deres
vilkår og vores evne til at fastholde dem, får en særlig formandsopmærksomhed i
det kommende år.
Jeg har også haft den fornøjelse af holde møde med REFEX i Tyskland. REFEX er en
organisation, som er af dansk oprindelse. De arbejder for, at flere breddedommere
får mulighed for at dømme til internationale turneringer rundt om i verden. Det er
meget inspirerende. Jeg håber, at vi kan finde sammen i en fast struktur i fælles
faglig interesse i det kommende år.
Noget af det første, vi har på programmet i det nye år, er møde med DIF’s direktør
samt spillerforeningens formand. Med DIF vil vi gerne drøfte den generelle
udfordring for dommergerningen, og med spillerforeningen har vi nogle fælles
brudflader i forhold til faglig interessevaretagelse for vores dommere og vores
stand.
Og så skal Elitedommernes honorar på både herre- og kvindesiden forhandles på
plads i foråret. Det var meningen, at der skulle have været landet en aftale for
kvinderne inden nytår, men der er et stykke vej til, at vi og vores kvinders
forhandlingsteam er tilfredse, så arbejdet fortsætter i det nye år.
Som det også er fremgået ved tidligere brev, fik vi en god afgørelse på en
fleksjobsag i Herning for nyligt. Min opfordring til jer alle er, at støder I eller jeres
medlemmer på problemer, så tag endelig kontakt til undertegnede.
En af de ting, vi i fællesskab med DBU arbejder på, er at få gjort skattereglerne for
omkostningsgodtgørelse lempeligere, så vi kan sikre vores dommere den
retmæssige godtgørelse. Det er et politisk arbejde. Det er på dagsordenen med
henblik på at få det ændret i 2025.
I den forbindelse har der været lidt forskellige udlægninger af, om DBU sidder på
nogle penge, som reelt er dommernes og således burde falde ud til
dommerklubbernes fordel.
Lad mig slå fast, at DBU ikke opkræver klubberne flere penge, end dem der
tilkommer dommerne. Det må de slet ikke. Der er således ikke en særlig portion
penge, som DBU sidder på. De bliver bare ude i klubberne, til reglerne fra
skatterådet forhåbentlig ændres i 2025.
Den 21. december kom den nye oversigt over omkostningsgodtgørelser fra DBU.
Du kan læse dem på dette link:
https://www.dbujylland.dk/nyheder/2023/december/omkostningsgodtgoerelse-fordommere-udviklere-og-vejledere-i-2024/
Slutteligt vil jeg som formand gerne udtrykke stor tak til alle, der deltog i DFU-julekalender quiz i december. Det var en sand fornøjelse at se, hvor skarpe vores
medlemmer er ud i teoriens kunst. Tak til Poul Johan Christensen fra Djursland
Fodbolddommerklub og DBU’s lovgruppe for spørgsmål og censorbistand gennem
hele forløbet. Tak til Péle Olesen fra Nordvestjysk Fodbolddommerklub for at finde
delsponsorat til vores gavekort.
Vi har i quizzen sendt 6 nye potentielle dommere mod uddannelse og ud til jeres
klubber. Efter endt uddannelse har vi tilbudt dem 1 års gratis medlemskab af en
dommerklub. Den udgift skal ikke hænge på jer lokalt. Den tager vi på os i DFU.
Vindere af vores gavekort blev: Dan Weller fra Skanderborg, Sinus Kremmer fra
Odense, Hjalte Vogt fra Skørping, Hanne Koch fra Nexø og Michael Visbech Jonasen
fra Albertslund. Tak til alle for indsatsen for dommergerningen.
Godt nytår
Jens Rohde
Formand f. DFU

Også vi - jeres lokale bestyrelse - ønsker jer et godt nytår og vi glæder os til at se jer til generalforsamlingen. Husk tilmelding til fællesspisning!






Venlig hilsen
Sønderjydsk Fodbolddommerklub
dfu-logo-01-main
facebook website email 
Email Marketing Powered by MailPoet