Gå til hovedindhold
Stafetten

Bjarne Hansen

Din Dommerkollega: (Navn, alder, hjemby og civil status)

Bjarne Hansen 65 år og gift med Hanne, tilsammen har vi to børn og børnebørn. Jeg er født i Juelsminde og opvokset på et landbrug, læst i Århus og boet de seneste 30 år på Løjtland.

Hvor længe har du dømt fodbold og hvorfor blev du fodbolddommer?

Jeg dømte min første fodboldkamp 3. marts 1975. Startede faktisk ved en tilfældighed, idet en leder i min daværende fodboldklub tog mig med til teoriundervisning (10 aftener med ren teori) – og så stod jeg pludselig med et dommerkort som 17 årig. Et brev dumpede ind i postkassen – min første kamp. Jeg løb frem og tilbage ved den ene sidelinie – igen havde fortalt, hvor jeg skulle være på banen, hvornår jeg skulle fløjte osv. Jeg følte, at jeg derfra havde det bedste udsyn over banen. Senere lærte jeg at komme mere rundt på græsset. Der var desværre ingen praktisk uddannelse, vejlederordning eller anden form for hjælp. Der gik faktisk et par år inden den første bedømmer (udvikler) var ude og se på mig! Dette til trods så gik jeg ud til postkassen hver torsdag for at se, hvor jeg skulle dømme den kommende uge.

Hvad motiverer dig til at dømme fodbold?

Mange ledere har brugt mange timer på at hjælpe mig i min fodboldkarriere (den toppede som højre back på As IF’s serie 6). Og jeg ville gerne betale noget tilbage til sporten. Da jeg læste, og pengene var små, hjalp det faktisk godt i husholdningsbudgettet.

Senere har jeg fundet ud af, at det faktisk er den bedste lederuddannelse man kan få – man får en medarbejderudviklingssamtale med 22 spillere, trænere og tilskuer i hver kamp. I mit professionelle liv har jeg ofte brugt noget af det, jeg har lært som fodbolddommer. Ledelse – situationsbestemt ledelse.

Hvad laver du når du ikke dømmer?

Bestyrelsesarbejde og virksomhedsrådgivning – sidder i bestyrelsen i 10 erhvervsvirksomheder. Forestår køb og sælg af virksomheder. Som Business Angel investerer jeg i vækstvirksomheder; er med til at videreudvikle dem for efterfølgende at sælge ejerandelene. Samme koncept som i Løvernes hule.

Hvilke hobbyer har du?

Har en passion for åbne biler.

Et klap på skulderen er altid rart at få – du har nu muligheden – hvem synes du i dommerklubben skal have et anerkendende klap på skulderen og hvorfor?

Jeg vil ikke fremhæve nogen specifik dommer, men blot give stafetten videre til én af de dommere som i dag tager tørnen i 5- & 7-mands rækkerne.

Dette har vi taget til efterretning og derfor gives stafetten nu til Jens Salting.

Skriv en kommentar