Gå til hovedindhold
Landspokalfinalen

Landspokalfinalen 2015

Ved 30-06-2015august 6th, 2021Ingen Kommentarer

FC Vestsjælland – F.C København

Deltagere: Freja Adler Nielsen – Ralf Johannsen – Bent Nitz –
Henning Langelund – Kurt Dall – Finn Hinrichsen

Afbud fra: Jan V. Kjær – Jens Biel og Nermin Smailovic
På generalforsamlingen d. 26/1 2015 modtog 9 dommerkollegaer en stor anerkendelse
for at jeg er i live og har genoptaget min dommergerning efter jeg fik et helt uventet
hjertestop under vores onsdags vintertræning i Haderslev. Når man først efter 2 dage
vågner op på OUH i Odense og ser dagens lys igen, så bliver man dybt taknemmelig
over hvor snarrådige mine dommerkollegaer greb sagen an. De var jo også rystede i
lang tid efter denne grimme, men måske lærerig oplevelse hvor de fordelte opgaverne
i et splitsekund og gav hjertemassage – ringe 112 og hente hjertestarteren som
heldigvis var i idrætcenteret. – Godt klaret.

Det blev en dejlig tur, selvom den var lidt besværlig, da DSB havde valgt denne Kristi
Himmelfartsdag til at lave sporarbejde over FYN, heldigvis først op af dagen. Efter
at vi i sidste øjeblik fik fikset at 2 biler kunne køre os til Kolding, steg vi i toget der og
skulle så skifte i Fredericia, hvor vores organisator Bent Nitz stod på og så kunne vi
fortsætte til Hovedbanegården hvor vi planmæssig ankom kl. 11 30.
Vi havde nu god tid til at trave ned af Strøget og ville så finde et spisehus. Kampen
startede jo først kl. 16. Da det var en helligdag havde mange lukket og så vi fik set
lidt af København fra bagsiden og endte på Jensens Bøfhus på Østerbro tæt ved Telia
Parken. Da fik vi en dejlig steak med tilbehør og lidt øl eller vand til. Vi var også godt
sultne da vi ikke havde fået noget siden morgenmaden, kun lidt væske og nogle
medbragte gifler i toget.

Så nærmede klokken sig 15 og så var der tid til at opleve lidt stemning udenfor
Parken og så indfandt vi os på C Tribunen øvre c 7, hvor der var en god udsigt over
hele parken midtfor. Der var en blanding af os neutrale, samt tilhængere af både
Vestsjælland og FCK. Der var i alt 24.095 tilskuere. Efterhånden som opvarmningen
var ved at være færdig kom der mere og mere stemning, særlig bag begge mål, hvor
især FCK`s fans var synlige med larm og farver der dannede deres blå og hvide
logoer.
Så kom de to hold ind på den flotte plæne, sammen med kampens dommer Michael
Tykgaard, hans to linjedommere Derya Aguz og Daniel R. Nørgaard samt
fjerdedommer Jens Maae. Samtidig blev den nye dommerdragt luftet.

Om selve kampen er der ikke så meget at skrive om. Vi havde jo hellere set at
SønderjyskE skulle møde FCK, men sådan skulle det ikke være, så vi kunne da sidde
afslappet og se det meste af kampen.
Så fløjter kampens dommer Michael Tykgaard kampen i gang
FCK gjorde ikke meget væsen ud af det i 1. halvleg og kom da også bagud i det 31
minut. Målet blev sat ind af Vestsjællands Apostolos Vellias. Der skulle kun gå 10
minutter så udlignede FCKs Per Nilsson og så var der pause efter at FC Vestsjælland
havde spillet bedst. Efter lidt hygge snak i pausen forventede vi også at FCK ville
komme ud til anden halvleg med buller og brag. Det skete også og allerede i det
50`minut hvor målet til 2-1 blev sat ind af Bjørn Sigurdorsan. Det så længe ud til at
FCK havde alt under kontrol og ville køre pokalsejren hjem på rutinen, men Dennis
Sørensen ville det anderledes, da han udlignede i det 88`minut. Så var der dømt
forlænget spilletid, men inden da havde vi forladt Telia Parken, da vi skulle med toget
hjem kl. 19 og havde en pæn gåtur mod Hovedbanegården. Vi fulgte så med på
mobilen og kunne konstatere at FCKs færing Brondur Olsen havde lavet sejrsmålet
som holdt hele vejen hjem. Altså en 3-2 sejr til FCK og stor Pokal jubel og tillykke
med det. Dommerteamet havde klaret opgaven godt. FC Vestsjælland vandt til
gengæld 4-3 i uddelingen af gule kort. Vi blev enige om på vejen langs søerne, at det
vi havde set var en ret kedelig kamp, men at opleve stemningen var det hele værd. Da vi kom til Hovedbanegården havde vi 15 min. til afgang og da fik vi lejlighed til at
komme med i et indslag på TV 2 NEWS om at rejse på sådan en Helligdag hvor DSB
lavede sporarbejde over FYN, med forsinkelser – bus fra Odense til Fredericia og så
igen tog videre til Kolding. Først sagde Freja sin mening og så fik jeg mulighed for at
gøre lidt reklame for Sønderjydsk Fodbolddommerklub, hvorfor og årsagen til at vi
var 6 dommerkollegaer på vej hjem fra pokalfinalen og så til sidst svare på at turen
til København gik planmæssigt men som sagt at der nok ventede os nogle
besværligheder på hjemturen, med bus skift i Odense – men vi skulle jo bare hjem.

Vi kørte planmæssig fra Hovedbanegården og Bent havde forsynet os med lidt øl.
Han steg på en anden bus i Odense, da han skulle stå af i Middelfart. Vi andre skulle
med en bus til Fredericia. Der holdt et tog som kørte til Kolding noget før vores
afgang, så det steg vi ind i og nåede Kolding noget før. Det passede os meget godt og
så holdt der 2 biler til det sidste stykke hjem til Haderslev.
En fantastisk god dag var forbi, med dejlige dommerkollegaer og et vejr der ikke
kunne have været bedre.
Vi siger alle tak til Sønderjydsk Fodbolddommerklub for denne smukke gestus og
alle er nu i fuld gang med at dømme og for mig skinner solen igen og jeg er glad og
stolt over at have så gode og snarrådige dommerkollegaer.

En venlig hilsen fra
Finn Jakob Hinrichsen
samt Freja Adler Nielsen – Bent Nitz – Ralf Johannsen – Kurt Dall – Henning
Langelund